Støtteforeningen Nyboders Minde etableredes i 1926 for at bevare og formidle Nyboders historie, og minderne om dem, der har boet i flådens ’gule by’ gennem århundrederne. Samtidigt at skabe en rød tråd for dem, der bor her nu, og har deres dagligdag i disse historiske rammer.

Mindestuerne er et lille unikt museum i Christian d. 4’s gule længe fra 1632. Bygningerne ejes af Forsvaret, men mindestuens samlinger ejes af foreningen Nyboders Minde, der ikke modtager offentlig støtte. Som medlem af støtteforeningen er du derfor med til at sikre Mindestuernes fremtidige eksistens og daglige virke. Du er med til at skabe mulighederne for, at mindestuen fortsat kan være levende og aktivt, med blandt andet rundvisninger, nye udstillinger samt åbent for offentligheden.

Vi arrangerer desuden forskellige aktiviteter i løbet af året, såsom Kulturnat, juletræstænding første søndag i advent og foredrag. Støtteforeningens myndighed udgøres af en bestyrelse, der vælges af foreningens medlemmer ved den årlige generalforsamling i marts måned.